havde vedtaget den – modsatte han sig Lovforslaget, ikke egentlig, fordi han havde saameget imod det, men fordi han troede, at Juryen vilde blive for kostbar. Da der skulde voteres i Odelsthinget, kom en i den Tid meget bekjendt Repræsentant hen til ham og sagde: „Du maa ikke stemme imod Juryen“. „Jo“, sagde han, „det vil jeg gjøre; den er saa kostbar.“ „Nei“, sagde den anden, „jeg skal sige dig noget: vi skal lægge en Skilling paa Tolden af Sukker og Kaffe, det skjønner ikke Bonden“; de var Bønder begge to! Der er, siger jeg, ingen, som har mindre Agtelse for virkelig Frihed, end de, som alleroftest fører den i Munden, og som søger at vinde Tilhængere ved at fortælle, at nu skal Friheden komme til ret for Alvor at realiseres.
Denne Folkefrihed, som der altsaa tales om sent og tidlig, den skal da først og fremst realiseres gjennem noget, som man kalder Folkesuveræniteten, og dette Ord „Folkesuveræniteten“ – Folkets fuldstændige og ubegrændsede Magtfuldkommenhed – det Ord er da netop et Stikord, som prædikes fra Tagene baade i Tide og i Utide. Jeg ved ikke, om det er mine Tilhørere bekjendt, hvem der i den nyere Histories Tid først har opfundet Folkesuveræniteten? Det er – Jesuiterne. I det 16de Aarhundrede, da Fyrstemagten var i stærk Opkomst for i det følgende at naa sit Høieste, tog Konger og Fyrster sig i flere Lande ivrig af Reformationens Sag, og Jesuiterne, der altsaa i Regenterne saa sine og Pavemagtens værste Fiender, opfandt nu denne Lære om Folkesuveræniteten for at svække Fyrsterne. Folkesuveræniteten vilde være en herlig Ting, ifald ikke Folket var akkurat som alt andet jordisk, forkrænkeligt og forgjæn-
