geligt, hvis nemlig ikke Folket var beheftet med den samme Syndighed som hvert enkelt Medlem deraf. Men ligesaa vist som enhver af os er en Synder for Gud, ligesaa vist er naturligvis det Samfund, som fremkommer ved, at vi alle lægges sammen til et, ogsaa syndigt. Men det er det, som de, der sent og tidlig raaber paa Folkets Suverænitet, enten har glemt eller ikke vil høre paa; thi det er meget, som man nok husker, men som man ikke vil huske. Men dette, at det samlede Folk er beheftet med den samme Syndighed som det enkelte Individ, netop det er det, som gjør, at den saakaldte Folkesuverænitet ikke er forenelig med noget ordnet Samfund og alene kan existere i saadanne rent uregelmæssige Tider, hvor Stater ligesom sprænges, og hvor Revolutionen indtræder. Folkesuveræniteten er egentlig talt uadskillelig fra Revolutionen. Det er netop for at undgaa Folkesuveræniteten, at man har Grundlove; thi hvad er en Grundlov? Jo den er netop den Lov, gjennem hvilken Folkesuveræniteten reguleres og bindes, saaledes at den ikke kan komme til at misbruges. Den Regulering, denne Sikkerhed for Samfundet, som Grundloven byder, er det, man kalder Magtens Fordeling. Det er det, som vi har at holde paa fremfor noget andet, at ifølge den norske Forfatning existerer ikke Suveræniteten udelt paa nogen Haand, men er fordelt mellem de to Statsmagter, Kongen og Storthinget, saaledes at ingen af de to Magter kan undvære den anden. Der kan som sagt undertiden i Folkenes Historie indtræde Øieblikke, hvor Forfatningen sprænges, men det er Revolution. Kun i saadanne Øieblikke er Folkesuveræniteten saa at sige løs, – til andre Tider er den til Samfundets Held, Lykke og Betryggelse bunden. Enhver
