ved, hvilke Rædsler og Ulykker en Revolution fører med sig; det er netop, fordi Folkesuveræniteten da er løs, og fordi da omtrent hvadsomhelst kan begaaes i Folkets Navn. Der, som Folkesuveræniteten stadig skulde være fuldstændig løssluppen, saa vilde Følgen deraf være, at samvittighedsløse Opviglere vilde faa den store Mængde med sig til i Folkets Navn at begaa de største Uretfærdigheder; det er overflødigt at sige, at Eiendomssikkerheden og Retssikkerheden da vilde være i høieste Grad truet; ingen af os skulde da ret længe være sikker paa sin Eiendom, ja, hvis han vovede at ville forsvare den, paa sit Liv. Det viser noksom Tilstanden under den franske Revolution. Ja, da var Folkesuveræniteten løs, og da ved vi, hvad Følgen var: det var Blodsudgydelse og Berøvelse af retmæssig Eiendom over alle Grænser Derfor er det, at den saakaldte Folkesuverænitet er bunden i alle gode Grundlove, idet den nemlig er delt mellem Kongen og Nationalrepræsentationen. At saa er Tilfældet i vor Grundlov, det er faa tydeligt, som vel ske kan, udtalt i den bekjendte Adresse til Kong Christian Fredrik, som overraktes ham, da man tilkjendegav ham, at Eidsvoldsforsamlingen havde valgt ham til Norges Konge. Denne Adresse var undertegnet af Storthingets daværende Præsident, Sverdrup; Vicepræsidenten, Motzfeldt, og Sekretæren, Christie, men den var ogsaa vedtaget enstemmig af Eidsvoldsmændene. saaledes at den kan betragtes som et Tillæg til Grundloven og som det af alle Fortolkningsmidler til Grundloven mest paalidelige og autentiske. Netop i denne Adresse ved vi, at det med det tydeligste Ord heder: „Vi har søgt at fordele Suveræniteten mellem Deres Majestæt og Folkets Repræsentanter“. Derved har Eidsvoldsmændene selv givet en
