bedre Fortolkning af sin Grundlovs Principer, end nogen senere har kunnet gjøre det; der har man det Held, at saavel selve Værket, der skal fortolkes, som Fortolkningen hidrører fra de selvsamme Personer.
Som bekjendt har vi her i vort Land havt i lang Tid rolige, gode Dage, hvori der vistnok har været Partier – thi saadanne er der altid i et konstitutionelt Land –, men hvori, vel at mærke, dog alle Partier vare enige om de store Principer, alle Partier vare enige i dyb Ærbødighed for Grundloven, alle Partier vare enige i dyb Ærbødighed for Kronen. I den senere Tid derimod – i hvilken vi har den tvivlsomme Lykke at leve – er det kommet derhen, at man søger at drive væk Ærbødigheden for det, som de ældre af os er opdragne til at hædre over alt. Man har søgt at udbrede en ganske anden Aand, nemlig den, at de Dele af Grundloven, som passer i ens Kram, hvorved man selv kan opnaa noget, eller som kan gavne Partiet, de Dele skal man respektere – Gud bevares! men derimod de Dele af Grundloven, som man ikke synes om, fordi de ikke ere skrevne i Partiets Interesse, men i Fædrelandets Interesse, dem skal man dels se at stryge ud, dels lade, som de slet ikke staar der. Under disse Omstændigheder er det kommet derhen, at den Grundlov, som vore Fædre gav paa Eidsvold, den er bleven mishandlet, misbrugt, misfortolket og rent ud skamskjændet af Partiet paa mangfoldige Maader. Eidsvoldsgrundloven! – jeg vil sige dette: hvem af gode Borgere føler ikke den dybeste Ærbødighed for den? Hvem ser ikke op til de 112 Mænd paa Eidsvold med den høieste Respekt og Taknemmelighed og Ærbødighed? Det gjør vi alle; men naar vi ser paa den Sag med et historisk Blik,
