saa ser vi, at ogsaa disse Ting har fine Skrøbeligheder Den egentlig svage Side ved vor Grundlovs Givere, og som Følge deraf ved Grundloven selv, det var, at Eidsvoldsmændene, som selv var ædle og gode Mænd, forudsatte, at deres Efterkommere skulde besjeles af de samme Følelser som de selv, forudsatte, at den samme gode Aand, som beherskede Norge i 1814, skulde beherske det i kommende Slægter, forudsatte, at den Grundlov, som de havde udarbeidet – og som virkelig har gjort to Menneskealdre lykkelige –, at den skulde bestandig blive brugt og fortolket af gode Mennesker. Men det er den Erfaring, man altfor meget gjør, at Menneskene er ikke gode, de er syndige, den syndige Natur kommer altid frem og vil altid blive funden af dem, i hvis Interesse det er at finde den; og til alle Tider vil der være dem, som fører sig den til Nytte, og som i ulykkelige Tider kommer langt med den.
Jeg behøver kun at nævne et af de klareste og tydeligste Exempler paa Misbrug af vor Grundlov, nemlig det berygtede Myrmandsvæsen. Dengang da Grundloven ved at gjøre Stemmeretsreglerne saadanne, som de er den Dag idag, lagde den største Magt i den talrigste Stands, Bondestandens, Hænder, da vil vi vel være enige om allesammen, at det var virkelige Bønder, paa hvem man tænkte, og ikke Vrængebilledet af en Bonde. Grunden til, at der i Grundloven ikke blev indført nogen Lavmaalsbestemmelse om en Eiendoms Værdi, for at den skulde give Stemmeret, det var simpelthen den, at man dengang ikke havde nogen fælles Skyldspecies for hele Landet; man havde ikke dengang som nu Skylddaler og Skyldskilling, men en Del af Landet var skyldsat efter Skippund Tunge, en anden Del efter Huder,
