en tredie Del efter Løb Smør, en fjerde Del efter Spand, en femte Del efter Bog Fisk osv. Da der altsaa var saa mange forskjellige Skyldspecies, vilde det have været forbundet med stor Vanskelighed og meget ubekvemt at indføre nogen Lavmaalsbestemmelse, og derfor gjorde man det ikke, uagtet det af Christian Magnus Falsen – hvem man pleier at kalde Grundlovens Fader – var foreslaaet, at den mindste Skyld, som gav Stemmeret, skulde være fem Lispund Tunge; som man ser, var det ikke Meningen at have bare Husmænd. Det blev imidlertid ikke indført af den Grund, at man slog sig til Ro med den Tanke, at Gaardbrugerne kunde man uden Fare give Stemmeret og man tænkte sig ikke, at en hel Mængde Mennesker skulde anmasse sig Navn af Gaardbrugere ved at anskaffe sig en Myrlap, paa hvilken de neppe selv kan dreie sig rundt. Og hvad man allermindst troede, det var, at Bønderne selv skulde række Haand til en saadan Bedrift. Jeg vil sige de Ord, at der bliver ingen Ære i Historien at faa for de norske Bønder, som har paa Storthinget opretholdt Myrmandsvæsenet. De har egentlig gjort Nar af sig selv, de har egentlig fuldstændig vanæret og skjændet den Stand, de selv hører til. En Gaardbruger kan ikke paa bedre Maade forhaane sin egen Stand, end ved at gaa med paa den haartrukne Fortolkning af Grundloven, som gaar derhen, at den, som eier en Myrlap, skal være Gaardbruger, – det siger jeg; at jeg siger det, har imidlertid lidet at betyde, men det vil blive sagt i Fremtiden af hver den, hvis Mening har nogensomhelst Vegt, og det betyder lidt mere. Jeg vil sige, at de Gaardbrugere, som har rakt sin Haand til Myrmandsvæsenets Udvikling og
