der er af Frihed, trods alt, hvad man deklamerer om den; thi jeg skulde tage meget feil, om det ikke er Tilfældet her idag, som det har været Tilfælde ved adskillige Folkemøder tidligere, at den Part, som føler sig stærkest i Tallet, søger at hindre det frie Fremmøde, søger bogstavelig talt at afholde Folk fra at høre det andet Partis Fremstilling af Sagerne og derved umuliggjøre den frie Selvbestemmelse, idet der udstedes til dem en Ordre, som de ikke vover at unddrage sig, om at de skal holde sig borte. Det er ogsaa en klar Sag, at det er overordentlig behageligt for vore Modstandere i sine Aviser at fortælle – hvad man kan være ganske tryg for ogsaa vil blive Tilfældet nu –, at der var tillyst et Møde, men der mødte ikke nogen. Man kan være vis paa, at saa vil ske, og de, som man vil forsøge at sætte i Gabestokken, det er da os, som taler her; jeg for min Del er imidlertid saa vant til lignende Ting, at det ikke gjør noget Indtryk paa mig, og jeg haaber, at mine Medtalere vil tænke som jeg. Naar Venstrepartiet føler sig i Majoritet et Sted, saa benytter det altsaa denne sin Stilling netop til at hindre sine egne Partifæller fra at høre, læse, handle, tale og tænke frit. Mange Valg kommer istand paa den Maade, at Venstre rent ud trommer Folk sammen og truer dem til at stemme efter en given Seddel, idet man lader dem forstaa, at hvis de er opsætsige, saa skal de nok faa det at føle, f. Ex. ved at nægtes Laan i Banken eller paa anden Maade. Eller man skræmmer ogsaa Folk ved at indbilde dem de urimeligste og usandfærdigste Historier og Rygter om, at Høirepartiet har til Hensigt at forandre den Forfatning, som vi længe have glædet os ved at have. Det absolute Veto, som nu er saaledes i
