at omskabe Menneskenes Gemytter; thi det kan kun ske gjennem Kristendommen. Dette har ogsaa vist sig f. Ex. ved de rædsomme Udskeielser i Kommunens Tid i Paris; det var i det meget civiliserede Frankrige, men det var dog et Barbari, der ikke er overgaaet af noget fra de ældste Tider, Historien kjender. Menneskenes Natur er nu som før syndig, og den vil altid blive det; og dernæst er Menneskenes Forstandsevne ikke større nu end før, det er Sagen, og Følgen deraf er, at Folk kan narres og bedrages ligesaagodt nu, som i tidligere Tider, ja egentlig talt maaske lettere, just fordi man har saaet en Smule flere Interesser og adskilligt større Tanker om sig selv end før.
Hvormed er det egentlig, at Agitationen fanger det ubefæstede svage Menneske, der ikke ved rigtig Forskjel paa høire og venstre, ligesom den store Skare i Ninive? Jo, det er nærmest ved det, man kalder Stikord. Det er det, hvormed man i vor Tid fanger Folket; man kommer frem med prægtige Ord og siger: skulde ikke det og det være godt? Jo, det vilde være saare godt, hvis der blot bag Ordene fandtes det, som den pralende Titel lovede. Det Ord, som egentlig til alle Tider er det mest anvendte i al Agitation, det er naturligvis det Ord: Frihed! Frihed! Hvem vil ikke gjerne være fri? Men saa vil jeg gjøre det alvorlige Spørgsmaal til mine Tilhørere: Er det norske Folk virkelig blevet friere, siden den Agitation begyndte, som for Øieblikket gjør vort Samfund saa splidagtigt og saa ulykkeligt? Nei, Friheden er ikke bleven større, tvertimod kan man sige, at der er oprettet i vort Land et Tyranni i Frihedens Navn. Dette Møde, i hvilket jeg har den Ære at tale, er et levende Exempel paa, hvor lidet
