simplest at kunne betegnes saa, at det norske Folk er blevet et sygt Folk, et nervøst, opagiteret, usundt Folk. Dette er imidlertid langtfra noget enestaaende for vort Folks Vedkommende; thi læser man lidt og følger med, hvordan Tilstanden er i Verden, vil man se, at der ogsaa andetsteds raader Uenighed, Ufred og Tvist, netop den Tvist, som indtræder, naar Politiken kommer saa at sige for hver Mands Dør. Naar alle Mennesker lige til Børn og Tjenestepiger politiserer, saa bliver det ikke rigtig godt i et Samfund. Naar Politiken trænger sig ind mellem Forældre og Børn, mellem Søskende, ja endogsaa mellem Ægtefolk, naar et Par Mennesker ikke kan tale sammen, uden at komme op i Politik, da er det ingen lykkelig Stilling; men saadan er nu engang Stillingen, og man har derfor intet andet gjøre, end holde sig til det gamle Ordsprog: „ondt skal ondt fordrive“, for at kunne blive kvit det Vrængebillede af Politik, som omgiver os paa alle Kanter. Vi lever i en Tid, i hvilken Oplysningen kan siges at være bleven mere udbredt, end i nogen tidligere Tidsalder, gjennem Skoleundervisning, gjennem Bøger og Blade og Foredrag, men denne Oplysning er endnu ingenlunde fordøiet. Man har endnu langtfra ikke raadet med alt det brogede Stof af mangeartede Kundskaber, som er kastet ud blandt Folket, og just en saadan Tid er en Guldalder for Agitationen, bedre Betingelser kan de, hvis Lyst og Glæde det er at udbrede Ulydighed, Misnøie, Misforstaaelse og Tvist, aldrig faa. Man maa vel huske paa, at om end Oplysningen, d. v. s. den boglige Kundskab, Læsningen, er større nu end før, saa er Menneskenes Natur fremdeles den samme, og det er kun Overtro, naar man mener, at Kulturen skulde komme til
