at det ene Parti sætter sig til Doms over det andet Parti, er en himmelraabende Uretfærdighed, at Dommere udvælges i den bestemte Hensigt at fælde en paa Forhaand opgjort Dom, det er oprørende og at en Sag udsættes i 3 Aar, fordi man mener da at have Dommere, der er mere villige til at dømme i en bestemt Retning, det er ogsaa oprørende, og det, som er uretfærdigt og urigtigt det er altid af den Beskaffenhed, at det tilsidst kommer til at aabne Folks Øine for den sande Tilstand.
Derfor er det visselig Sandheden, jeg her siger: at Lederne meget ønskede, at de havde kunnet undgaa Rigsret. Det undslap ogsaa Bjørnson paa Mødet i Øier i 1881, at det var bedrøveligt og beklageligt, at man maatte gribe til Rigsret for at faa fjernet Regjeringen, for at andre kunde komme til at indtage dens Plads. Det er visselig saa, at Faren har været temmelig indlysende, og at derfor vistnok Venstres Ledere i sit Hjerte meget ønskede at kunne undgaa dette. Men der gives Tilfælde i Livet, hvor en Ting ikke kan undgaaes, fordi Forberedelserne er saaledes trufne, at man ikke er istand til at tage Skridtet tilbage uden med det samme at erklære sig overvunden. Venstrepartiets Forhold til Rigsretten kan maaske anskueliggjøres saaledes: I Amerika, ved vi, vandrer der paa Prærierne store Skarer af Bøfler, der i store Tog bevæger sig henover disse. De tror, Prærien er uendelig, og den ene Bøffel trykker paa den anden, og Toget kommer hen over Sletten. Men Sletten er ikke uendelig, og naar de kommer lidt længere frem, saa er der en frygtelig Afgrund. De Bøfler, som kommer nærmest til Afgrunden, de vil naturligvis ikke ud i den; men de, som kommer bagefter, ser den ikke. De
