endelig skulde besluttes, begreb, at det var overordentlig tvivlsomt, om den tilsidst vilde blive til Partiets Fordel, eller om den ikke snarere kunde komme til at aabne Øinene paa saamange, at Venstre kunde komme i Minoritet. Anderledes kan man ikke fortolke en Udtalelse, som findes i „Verdens Gang“ kort Tid før den 9de Juni. Det er atter Bjørnson, som er ude. Han skriver i Mai Maaned 1880, at dersom ikke Sverdrup er istand til at drive Rigsretten igjennem, saa kan han – som Bjørnson siger – nedlægge sit Mandat, d. v. s. oversat: trække sig tilbage fra det politiske Liv; dette indeholder altsaa en ligesrem Trusel til Sverdrup fra Bjørnson. Tingen er den, at netop en Del af Lederne havde overordentlig vanskeligt for ak gaa paa Rigsret, bl. a. derved, at de Ting, for hvilke Regjeringen skulde sættes under Tiltale, for en stor Del var Meninger, som de selv havde havt og udtalt. Det er bevisligt, at Sverdrup tidligere paa den mest bindende Maade har udtalt sig for Vetoet; det er ogsaa bekjendt, at den anden Storthingspræsident, Rektor Steen, har ganske kort før den 9de Juni i paalidelige Mænds Overvær udtalt sig for et Veto, endogsaa for et absolut, hvilket er offentliggjort under en troværdig Mands, Sorenskriver Blackstads, Haand.[1] Saadan er det. Det er et stivt Stykke at sætte Folk under Tiltale, fordi de har en Mening, som man nylig selv har havt; det er noget stærkt, om jeg, hvis jeg nu har en Mening og forandrer den til næste Aar, vil have den tiltalt som Forbryder, der fremdeles har den samme Mening. Overhovedet,
- ↑ Se nu den i Rigsretten foregaaede Vidneførsel.
