Storthinget, saa vil jeg, førend jeg giver ham min Stemme, spørge mig selv: vilde jeg betro den Mand at handle paa mine Vegne, hvor det gjaldt min egen Formue, min Velfærd og min Ære? – Jeg vil sige det, at der er en stor Mængde af dem, som rundt om i Bygderne saar Tillidshverv paa det Offentliges Vegne, som man vilde betænke sig paa at give Tillid, hvis det gjaldt ens egne personlige, private Interesser. Det er noget, jeg vil ønske, man vil erindre og tænke over; den, som ikke er værdig til den private Tillid, er heller ikke værdig til den offentlige, medens det derimod altid er meget sandsynligt, at den, som er værdig til privat Tillid, ogsaa er værdig til offentlig. Ja, vi staar altsaa nu i en Situation, som er overordentlig vanskelig, overordentlig sørgelig og ulykkelig. Det blev for tre Aar siden sagt mundtligt og siden skriftligt i „Verdens Gang“ af Bjørnson, at naar Aaret 1883 kom, saa skulde Løsningen komme paa alle Vanskeligheder, saa skulde man faa et Middel, som skulde tilveiebringe paa engang det, man stundede efter, nemlig en Ende paa den politiske Konflikt. Det var da Rigsretten. Bjørnson er engang imellem kommen i Skade for at sige Ting, som ikke er slaaet rigtig til; vi er nu komne langt ind i Aaret 1883, men jeg tror ikke, at den politiske Strid er bleven mindre ved Rigsretten, snarere større. Imidlertid, vi har faaet Rigsret. Jeg vil ikke indlade mig paa at holde noget Foredrag over den – den har sysselsat alle Mennesker paa en saadan Maade, at jeg neppe ved noget nyt at sige om den –, og jeg vil heller ikke indlade mig paa nogen Spaadom i det enkelte, men hvad jeg vil sige, det er det, at jeg tror, at flere af Partiets Ledere dog nok dengang, da Rigsretten
