kan det; ligesom en, der har Guld, lader det prøve, naar han ikke er vis paa, at det er Guld. – Det nytter ikke med den Frase om Fordrageligheden; nei tvertimod, er der noget, som er Kristenpligt, da er det ikke at fordrage – d. v. s. opelske – Synden, men at arbeide mod den; det er nok det, som er Sagen.
En anden Ting, jeg ogsaa vil nævne, det er dette: Hvordan skal man bære sig ad, naar man ikke netop vil tiltro sig selv at forstaa alle vanskelige Spørgsmaal? De politiske Spørgsmaal er ikke altid de letteste, og det er ingen Skam at sige til sig selv: dette er et Emne, jeg ikke har sat mig ind i. Den Mand, som forstaar og ved noget, skammer sig mindst ved at sige: dette forstaar jeg ikke; men den, som lidet ved, men alligevel vil snakke med om alt, han vil ogsaa vide noget om alt, og han vil fremfor alt i Verden undgaa, at nogen skal tro, han ikke ved alt. Sæt nu, der er en ærlig Mand, som siger til sig selv: mange politiske Spørgsmaal i Samtiden er jeg ikke Mand for at raade, jeg maatte da bl. a. have mere Tid, jeg maatte have Anledning til at læse og undersøge og til at konferere med andre, – sæt en saadan Mand alligevel kan vælge, skal han da holde sig tilbage fra at vælge? Nei, da skal han bruge et Middel, som jeg tror, er ganske probat. Naar man nemlig nævner ham en Kandidat, man vil have valgt enten til et kommunalt eller til et politisk Hverv, saa skal han spørge sig selv: hvis det nu gjaldt min egen private Velfærd, vilde jeg da lægge den i den Mands Hænder? Det er et overordentlig godt Prøvemiddel. Naar en Mand er mig foreslaaet til som Valgmand paa mine og mine Sambygdingers Vegne at være med at udse Medlemmer til
