Haabet om, at de ogsaa skal komme ind. Den Politik, som for Øieblikket sønderslider vort Land, vilde langtfra være saa farlig, som den er, hvis der ikke som sagt var saa umaadelig mange, som levede af den, eller som haabede at komme til at leve af den. Der har i Historien været mange Perioder, hvor saadant noget har fundet Sted. Det er ikke tvivlsomt, at der under de gamle Borgerkrige, som sønderrev Samfundene i Norge og andre Steder, var en hel Del Mennesker, som saa sin Fordel ved Plyndring og Rov osv., og som skjønte, at naar der blev Ro og Fred i Landet, vilde deres Udsigter blive betydelig formindskede; hvad skulde de da tage sig for? Det var Folk, som ikke laa for fredeligt, dagstødt Arbeide. Jeg husker, at jeg paa et tidligere Folkemøde engang sagde, at Trediveaarskrigen ikke vilde have varet i tredive Aar, hvis der ikke havde været altfor mange, som levede af den. Denne Ytring blev i nogle Blades Referat forvrængt derhen, at det var Kongerne, som drog Krigen i Langdrag. Nei, det var ikke dem, men det var deres Krigsfolk, hvervede Folk, som, saalænge Krigen gik paa, kunde plyndre saa meget, de vilde, og som begreb, at naar Krigen var endt, og fredelige Tilstande vendte tilbage, vilde deres Indtægter hverken blive saa rigelige eller saa let kunne erhverves. Og enten der er Strid i et Folk med blanke Vaaben eller gjennem Aviser og Foredrag og Agitation, saa er det saa, at saa snart der er kommet en tilstrækkelig Stok, som har sit Levebrød derved, saa bliver det vanskeligere og vanskeligere at saa en Ende derpaa; thi de Karle er ikke at spøge med. Jeg maa tænke paa det bekjendte Skuespil „De Unges Forbund“; der er der en Bogtrykker, som udgiver en slet Avis, og den Bogtrykker
