Folket ikke selv vil bruge den paa rette Maade ikke læse den, ikke forstaa den, som det skulde. Ligesaavist som intet Menneske kan frelses mod sin Villie, saaledes kan hellerikke noget Folk blive jordisk lykkeligt mod sin Villie, naar de ikke vil Midlerne til det rette; man kan ikke opnaa Maalet, naar det ikke vil de rette Midler, – det maa man vel erindre.
Hvad der i uhyre Grad vanskeliggjør en Tilbagevenden til roligere og lykkeligere Tilstande, i hvilke Sandheden kunde komme til at veie mere end Løgnen, det er, at der er mange, og for hvert Aar bliver flere og flere, som lever af det, som ikke er sandt, hvis personlige Fordel er sammenknyttet med den Politik, som ikke er af det sande, ikke er af det gode. Jeg vil nævne Ondet med dets rette Navn: det er det, vi ved, man kalder Levebrødspolitik. Den er et Onde saa stort og farligt som faa Naar det er kommet derhen, at der er en større Del Mennesker som ved Politiken er kommen i Besiddelse af visse Poster, visse Stillinger, i det hele taget en vis Indflydelse i Samfundet, saa bliver det for de Folk et Livsspørgsmaal at opretholde den Politik, hvoraf deres Vedbliven i Posterne er afhængig. Og det er ikke alene dem, som allerede er i Besiddelse af Magt, Anseelse eller Pengeindtægt og Fordel, i hvis Interesse dette er; det er ogsaa i de manges Interesse som aspirerer til at blive de nuværende Indehaveres Eftermænd i de Poster, som den nuværende Venstremajoritet har at bortgive eller besætte, ligesom man undertiden kan se, at naar mange vil ind paa et Sted, saa stiller de sig i Queue, de trænger sig frem, thi for hver en, som slipper ind, bliver der en Plads ledig, og for de udenforstaaende voxer og voxer
