udprægede Form i den mundtlige Tradition, før Sagaerne blev nedskrevne, er bleven i væsentlig Grad paavirket og bestemt ved Fortællinger, som havde fæstet sig i den mundtlige Tradition hos de Nordmænd, som boede blandt irsktalende Mænd og under Paavirkning fra Irlænderne, som litterært havde gjennemlevet en længere Udvikling.
Dette lader sig ogsaa ad andre Veie godtgjøre.
Ved Siden af de historiske Sagaer udviklede sig paa Island Sagaer om Sagnhistoriske og mytiske Personer og Begivenheder. Disse Sagaer havde i den mundtlige Tradition faaet fast Form, førend historiske Sagaer blev nedskrevne paa Island. Bekjendt er f. Eks. Beretningen i Sturlunga Saga om et Bryllup paa Reykjarhólar i 1121, ved hvilket Rolv fra Skálmarnes fortalte en Fortælling, hvori mange Vers var indlagte om flere Sagnhelte, bl. a. Romund Gripssøn. Disse uhistoriske Sagaer tjente ligesaavel som de historiske til almindelig Underholdning og var med Hensyn til Fremstillingsform, Komposition og Karakterskildring nær beslægtede med de historiske Sagaer. Men nu tror jeg at kunne godtgjøre, at flere af de mytiske Fortællinger, som er blevne nedskrevne paa Island, har faaet sin faste og eiendommelige Form allerede i den mundtlige Tradition hos Nordmænd i Britannien, som boede sammen med irsktalende Mænd, og under Paavirkning af disse irsktalende Mænds Fortællinger.
Dette gjældr saaledes efter min Mening flere navnlig fra Snorres Edda kjendte Fortællinger om Guden Tor.
Det er vel bekjendt baade af islandske og af irske Kilder, at de Nordmænd, som levede blandt irsktalende Mænd i Vesten, var ivrige Torsdyrkere. Billedlige Frem-
