begynder paa Island, hvor Sagaen rigt skulde udfolde sig og længe fortsæettes, medens Nordmændenes Sagaskrivning i Dublin blev, saavidt vi véd, brudt af i sin Knop.
De ældste islandske Historieskrivere er Sæmund Sigfussøn født 1056, død 1133, og Are Torgeirssøn født 1067, død 1148, hvis sidste Islendingabok er skreven lidt før 1133. Den ældste mere omfattende islandske skriftlige Optegnelse paa Modersmaalet har været Optegnelsen af Loven i Vinteren 1117—1118.
Efter dette synes det mig klart, at den islandske Sagaskrivning ikke kan forklares, udelukkende af Forhold paa Island og i Norge og af Forbindelser mellem disse to Lande, men at den maa betragtes som en rigere Udfoldelse af en Virksomhed, som allerede havde begyndt at spire hos Nordmændene i Dublin, under Samvirken med irsk Sagaskrivning.
Jeg har søgt at paavise paa enkelte Punkter, at norske Sagafortællinger, som er nedskrevne i Irland har havt Indflydelse paa islandske nedskrevne Sagaer. Men disse islandske Sagaer hører ikke til de ældste, og denne Forbindelse mellem de skrevne islandske Sagaer og de i Irland skrevne nordiske Sagaer tillægger jeg overhoved ringe Betydning.
Men da den nordiske, historiske Fortælling, saaledes som jeg har vist, i Irland allerede straks efter 1014 havde faaet en eiendommelig Kunstnerisk Fremstilling, som viser tydelig Slægtskab med den islandske meget senere Sagas Fremstilling, saa synes det mig klart, at den islandske mundtlige Fortællerkunst, den islandske Sagas eiendommelige Fremstilling, forsaavidt som denne har faaet sin faste,
