bryder Brian ud i Klager og siger, han véd, at han ikke levende skal forlade Valpladsen. Han giver selv Bestemmelser om sin Begravelse. Kort efter er det, at Broder kommer og kløver Brians Hoved med en Stridsøks.
I Braavalla-Slaget er Harald alene, med sin Vognstyrer Brune. Da Harald af en dump Lyd fra sine Krigere skjønner, at Fienden vinder Overhaand, byder han ifølge Saxo Brune at se efter, hvorledes Ring har fylket sin Hær. Brune melder ham, at Ring har svinfylket. Da Harald nu forstod, at Brune var Odin, bad han ham inderlig at skjænke ham ogsaa denne Gang Seier. Men Brune slog Harald med en Kølle i Hovedet, saa det knustes.
Marianus Scotus fortæller, at Brian blev dræbt, medens han var i Bøn med Sind og Hænder vendte til Herren. Harald Hildetand vender sig umiddelbart før sit Drab med Bønner til sin Gud, til Odin.
Efter Kampen blev Haralds Lig, ligesom Brians, søgt og fundet. Hildetands Aske blev ifølge Saxo ført til det danske Kongesæde Leidr (hvor i Hedentiden de største Offerfester med Ofring al Dyr og Mennesker holdtes) og den blev der hauglagt; Brians Lig blev ført til Irlands helligste Sted Armagh og der begravet. Til Armaghs Abbed havde Brian givet 240 Kjør.
Det store Skuespil, som Braavalla-Digtningen opruller for os, bestaar, som Olrik har bemærket, egentlig af to Handlinger, som kun hænger løst sammen; den ene: Striden mellem Hildetands og Rings Krigere; den anden: Odins Svig, Hildetands Fald og Baalfærd.
Odins Indgriben i Harald Hildetands Skjæbne er vistnok ældre end Braavalla-Kvædets Kjæmperække i dennes nu
