Undersøgelse af Folkeeiendommeligheden, dens Liv og Udvikling gennem Tiderne; paa den anden Side vilde man derved styrke den aandelige nationale Selvstændighed. I denne Virksomhed var P. A. Munch den overalt drivende og indflydelsesrige videnskabelige Mellemmand.
Munch besørgede en ny Udgave af «Norske Viser og Stev». Han stod i livlig Meningsudveksling med Asbjørnsen og Jørgen Moe. Han virkede med til, at Landstad fik udgivet sin Samling af Folkeviser fra Telemarken.
Med Munch i nær Forbindelse stod ogsaa en af de mærkeligste Nordmænd i denne Tid, en Mand, jeg nævner med Ærbødighed og Tak, Søndmørsbonden Ivar Aasen. Munch støttede fra første Færd paa enhver Maade Ivar Aasen, søgte overalt ved sin videnskabelige Autoritet at faa ham anerkjendt.
Munch fulgte altid med levende Interesse Undersøgelserne om de norske Folkemaals Liv i Nutiden, om deres Forhold paa den ene Side til det gamle norsk-islandske Litteratursprog, paa den anden Side til Nutidens Nordmænds Skriftsprog. Bevægelig som Munch altid var, har han i sin Opfatning af dette Forhold gennem en lang Række af Aar svinget mellem at betragte og fremstille Spørgsmaalet fra vidt forskjellige Synspunktet.
I 1848, da Aasen har udgivet «Det norske Folkesprogs Grammatik», er Munch saa overvældet af Glæde over de Fund, som Aasen har gort, at hans alsidige Kritik er bleven tagen fangen. Han udtalte dengang, at «det er utvivlsomt, at en Ophøielse af vort Folkesprog til Skriftsprog, eller Opstillingen af et norsk Skriftsprog i det væsentlige stemmende med Oldsproget, men forstaaeligt for enhver Almuesmand, der har anvendt
