halvt saa megen Tid paa at lære Bogstaveringen, som han nu maa anvende paa at lære dansk, ... er med en Ledetraad som [Ivar Aasens Grammatik] endog forholdsvis temmelig let.» Munch raadede endog Aasen til at føre Folkesprogets Skriftform nærmere op til den for det gamle Litteratursprog gjældende Betegnelse af Lydene.
Men i 1862 taler Munch om dette Forhold fra et ganske andet Standpunkt. Han er i Mellemtiden mere og mere blevet en europæisk Videnskabsmand. Hans egne Forskninger har nu ført ham nærmere frem imod den nyere almeneuropæiske politiske Historie og imod Nordmændenes Forhold til denne.
Under Ophold udenfor Norge, i Berlin, i Wien, i Rom har Munch været i mangesidig Forbindelse med de ypperste Sprogforskere og Historikere, ogsaa med mange andre fremragende Personligheder. Derved er hans Syn for den moderne Udvikling blevet udvidet og klaret, hans alsidige Kritik skjærpet. Men paa samme Tid, som Munchs Fod løsnede fra Fædrelandets Grund, er vel ogsaa hans Samfølelse med vort Vestlands Fiskere, med vore Fjældfolk og med deres i meget om Middelalderen mindende Kultur bleven svagere. I 1862 udtaler Munch om Sprogforholdene i Norge i 14de Aarhundred bl. a.: at Opløsningen af det gamle paa Bøiningsformer rigere Sprog i Norge og Udjævningen af mange af dets Særegenheder ved Blanding med de nærmestbeslægtede mindre oprindelige Sprog er i Overensstemmelse med det, som fandt Sted overalt andensteds i Europa. Det er, som han nu mener, af Udviklingen overalt i Europa «klart, at naar det nyere danske Sprog selv i hin ældre, mere uformelige Skikkelse, hvori vi kjender det fra 13de
