skabelige Tolkning af de ældste norske Indskrifter; som giver Vidnesbyrd om det Maal, som her taltes, før Norges Rige blev samlet.
Og P. A. Munchs Navn skal mindes i Norge, fordi han var den centrale Skikkelse i hele den Bevægelse, som lidt før og efter Midten af 19de Aarhundred søgte at vække, styrke og til alle Sider levendegjøre hos vort Folk dets historiske Sans, Bevidstheden om dets levende Forbindelse med det norske Folks Fortidsliv. Munchs Navn skal mindes her i Norge, fordi vi ved at mindes ham mindes en Kreds af Mænd, som vi ser samlede om ham som om Høvdingen. Jeg nævner blandt dem Rudolf Keyser, Munchs Lærer, hvem Munch tilegnede «Det norske Folks Historie». De blev Medarbeidere, uagtet Keyser var en fra Munch vidt forskjellig Natur, mindre omfattende, roligere og mindre fremadskridende. Keyser var det, som først indførte Studiet af vort gamle Sprog og af den i dette skrevne islandske og norske Litteratur ved vort Universitet. Han virkede mere end Munch gennem Forelæsninger. De var omhyggelig udarbeidede og fremførte i en sirlig Form, medens Munchs Forelæsninger tidt havde Improvisationens Formløshed, stundom dens Friskhed med tindrende Glimt ind imellem.
Til Munch og Keyser sluttede sig Historikeren Lange, Sprogforskerne Unger og Fritzner.
Ved Midten af forrige Aarhundred blev der en udbredt og ivrig Virksomhed for at optegne og bevare eller forme, hvad der hos den norske Almune var gjemt af norsk Sprog, af Sagn, Eventyr og Folkeviser. Man vilde herigennem paa den ene Side vinde Udbytte for den videnskabelige
