Side:Populær-videnskabelige foredrag.djvu/121

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Naar jeg slutter mig til deres Flok, som vil værne om vort Rigsmaal, saa mindes jeg Ivar Aasen med Taknemlighed for den nationale Gjerning, han udførte, da han først gav den dannede norske Almenhed Kundskab om Bondealmuens Sprog over det hele Land. Thi dette har kraftig virket med til, at den levende Vekselvirkning mellem de forskjellige Folkelag i vort Land er bleven gjennemtrængende og alsidig.

Den skriftlige Fællesform for norske Dialekter, som først af Ivar Aasen er dannet, har baaret frem Sange og Digte af ham og af Vinje, af Garborg og af Blix, som Nordmænd i By og Bygd har faaet kjær, ligesom det nordtyske Folk med Kjærlighed omfatter Klaus Groths og Fritz Reuters plattyske Digtning, og dog hverken kan eller vil opgive sit høityske Skriftsprog.

Men for denne nydannede norske Skriftform, som skal kaldes det norske Landsmaal, gjøres der ganske andre Krav gjældende. De, som driver dette Maal frem, lader os høre, at deres Maal har den første og største Ret i dette Land. Vort Maal, det almengyldige Skriftsprog, og det Talesprog, hvortil det naturlig støtter sig, skal være unationalt, endda vi er fødte i Norge af norske Forældre, endda vi taler og skriver det Sprog, vi har lært af Far og Mor, det Sprog som forstaaes over det hele Land.

Ved slig Tale harmes vi og vi reiser os til Forsvar. Vi svarer Landsmaalets Mænd, at de lever i Drømme fra Oldtid og Middelalder, at de sætter Bogstaven høiere end Aanden, at de ikke har Syn og Sans for vor Nutids Historie og Virkeligheds Liv, at de ikke kjender fra Grunden de Love, som raader for Sprogets Udvikling og Livsvilkaar.