Den Reisning til Værn for vort Rigsmaal, som nu er vakt, er ikke rettet mod de Folkemaal, som lever paa Almuens tunge rundt om i vore Landsbygder.
Disse Folkemaal taler til os med lokkende Røster fra vort Barndomshjems Drøm og fra vor Ungdomsfærds Haab og Længsel.
Toner fra disse Folkemaal klinger igjen i vort Rigsmaal, siden Henrik Wergeland, siden Asbjørnsen og Moe lyttede til deres Tale. De skal klinge igjen deri, saa vort Sprog er i inderlig Samklang med Folkets Naturgrund.
Vi, som har levet blandt vore Bønder, vil med Agtelse erkjende og med Tak mindes, at en fra Fædrene nedarvet og til Erfaring støttet Livsvisdom, Hensynsfuldhed og Sindighed stærkt og dog stilfærdig træder frem i Bondens Sprog. Derfor skal Indflydelse fra Bondemaalene trykke et sundt og enkelt hjemligt Præg dybere og klarere i vort Skriftsprog.
Fra Bygdemaalenes Kildespring risler det og skal det atter og atter risle ind i vort Skriftsprog, saa dette forfriskes og styrkes.
