De to lodes alene inde. — Den forbrændte
Trøie blev let nok fjernet, det morkne Tøi kunde
plukkes af med Fingrene. Saa kom Turen til
Vesten; den havde jo holdt sig bedre, skjønt
ogsaa den paa enkelte Steder var gjennembrændt.
— Men hvad var det, som stak op af Lommen paa Vestens Indside? — en Konvolut med Papirer i? — Lad se — — jo, det var Papirer, brændte kullede i den øverste Kant. — Nei — men det var — — — det var jo Pengesedler! — mange, mange Pengesedler!
«Du gode Gud, Hans Teodor! hvor kommer alle de Pengene fra?»
»Han — ga — mei dem.»
»Hvem? — hvem?»
»Han — — Oscar Andrésen.»
«Han ga dei dem ?»
»Ja — — han var saa stri — — og Huse vores — — og saa — — — satte jei Ild paa —»
Ole Augustinussen havde reist sig i sin fulde Høide; hans Ansigt var med en Gang som størknet.
Da gjorde Hans Teodor en Kraftanstrængelse og kom op i siddende Stilling.
«Gi ham dem igjen, Far! gi ham dem igjen!»