dei, Gutten min!» sagde Ole Angustinussen, idet han bøied sig over Sønnen og sank iknæ ved hans Side.
Der var en stram Lugt af svedne Klær, svedent Haar og svedent Kjød.
Hans Teodor snudde paa sig. — «Aa Far — Far!»
Han var skrækkeligt tilredt. Hodet, hvorover det rødblonde Haar tidligere havde krøllet sig, var en brunsort Brandskorpe. Ansigt og Hals, som var ophovnet til det uformelige, fremviste overalt posede, blasblege Brandblærer eller rødbrune, vasne Kjødfiækker, og Øinene var næppe synlige under de tykke, skoldede Øienlaag med de svedne Øienbryn ovenover.
Han blev forsigtigt lagt over paa Tæppet og fik Puden under Hodet; det gik jo alligevel for sig under ynkelig Jamren. — Saa vilde hans Far til at løse paa Resterne af Trøien.
»Nei! — nei!» stønned Hans Teodor og mødte ifra med de svulne, brandsaare Hænder.
«Ja, men vi maa det, Gutten min!»
«Ja — du — Far — — men ikke — de andre!»
