om Hjælp og Naade. — Saa taug han og faldt fremover.
Og som saa Baaden kom, og Heden og Luerne endelig tillod den at lægge op ved Prammen, var det bare et forbrændt Lig, man fandt at løfle ind over Æsingen.
— Da Morgensolen randt, var Brandscenen over. Den store, rygende Brandtomt laa der sort og uhyggelig i det tindrende Sollys. Kun hist og her bortover blafired en Lue med et matgult Skjær, stêg og sank. En nøgen, sodet Skorsten raged ensoin iveiret paa Fyrhusets Tomt.
— Men Borgermesteren sagde, idet han tørred Sveden af sin skaldede Pande:
«Nei, nu er det nok bedst at komme sig hjem igjen; for nu er vi da guskelov endelig Herre over Ilden!»
Ole Augustinussen var ilet til med et Sengetæppe og en Hodepude, mens Svigersønnen skulde paa Apoteket efter Olje og saa indom til Brugets Læge —, som forresten just traf til at være paa Sygebesøg oppe i Dalen.
»Hans Teodor, Hans Teodor! — aa Herregud aa Herregud! — naa er det nok altfor ille med
