men rigtignok brændende som en Fakkel. Dampsprøitens Straale rettedes mod ham, og Ilden i hans Haar og Klær blev hurtigt slukket. Han sank sammen og laa hjælpeløst overende paa Marken, bare klynked og jamred sig. Saa bar de ham ind i et Skur nær ved.
»Vann! — — aa — Vann!»
Man kom med Vand i en Ølflaske, letted Hodet hans op og heldte i ham etpar Mundfuld. Saa begyndte man at løse paa Klærne.
»Nei! — aa nei! — ligge stille! — — Aa Far, Far!»
Svogeren var allerede underveis med Sorgens Ilbud til gamle Ole Augustinussen.
— — — Brug og Tomter laa i et eneste Flammehav. — Og Restauratør Tallebergs Skjæbne var imidlertid fuldbyrdet nede paa Prammen. Man havde tydeligt kunnet se ham fra den anden Elvebred, hvor man holdt paa at sætte en Baad ud. Fra de nærmeste Stabler slikked Flammerne henover ham, der han laa paaknæ med Armene strakt opad. Hans Klær fænged, hans Skjæg og Haar brandt. Og endnu da Luen stod ham over Hodet som en rødgul, svaiende Toplue, kunde man høre hans fortvivlede Raab og Skrig — til Himlen
