Han faldt med et hæst, rallende Skrig bagover
og blev liggende ganske stille og taus.
Den gamle bøied sig atter over Sønnen og lagde Øret til hans Mund. — Saa stak han ham Konvoluten med Pengesedlerne tilbage i Lommen og knapped over, idet han mumled:
«Nei, ta dem med dei og gi ham dem igjen for Guds Stol paa Dommens Dag».
— Man havde budsendt en anden gaf Byens Læger, som nu kom til. Men han kunde kun konstatere Hans Teodors Død.
«Ja, nu er her Hest og Kjærre, Bedstefar,» sagde Svigersønnen.
Ole Augustinussen slog Tæppet om Sønnens Lig; det blev baaret ud i Kjærren.
Folk vêg sky tilside, der det sørgelige Optog skred nedover, paa Veien hjem til Kaalrabien. — Den gamles Skridt var stø og hans Ansigt uden en Trækning.
— Mandag Formiddag slog Svigersønnen, som halvveis var Snedker, en Kiste sammen; i den blev Hans Teodor lagt, saadan som han var, da de kjørte ham hjem. — Faderen vilde det slig. Og endnu samme Dag kom han ind paa Kirkegaardens Lighus.
