Endnu nogle Hilsener fik Birte fra Datter sin paa Brofos. — Men saa kom Jens Sundre efter en ny Tur tilbage med den Besked, at Oline ikke mer tjente hos Landhandleren, — for hun var reist til Langestrand; mere vidste han ikke.
Der sêg som et helt Berg indover Bagste-Birtes Bryst; hun havde begyndt at forsone sig med Brofos — det var jo dog ikke længer borte, end at hun kunde baade sende og faa Hilsen, ret som det var. — Men Langestrand! — — — Herregud, at Jentungen kunde falde paa at reise saa rent urimeligt langt væk!
Hun tænkte og tænkte om Dagen, naar hun sad ved Bagstefjælen, og hun tænkte over og over igjen, naar hun laa om Natten og ikke fik sove.
Endelig var den store Beslutning fattet: hun vilde selv afsted og finde Datteren.
En Uges Tid efter var hun færdig med sine — baade mange og omhyggelige — Forberedelser til Færden.
Saa var hun endelig paa Farten nedover langs Fonnedals-Elven. Kjævle bar hun i en Dug under Armen, — hun vidste ikke selv ret hvorfor, men hun kjendte sig ligesom tryggere, naar hun havde det med.
