I Førstningen gik det glat nok — Tanken paa Oline satte Fart i hendes Fødder.
Men som en efter en af de kjendte Aaser og Koller sank og gjemte sig i den nordlige Horisont, blev hendes Aandedræt tyngre og tyngre, og hvert Skridt faldt hende saa besværligt, som havde hun Blysaaler under Skoene.
Endelig var hendes hjemlige Synskreds ganske forsvundet.
Og da kunde hun ikke mer, — hun satte sig paa Veikanten og græd og græd, saa uendeligt ensom og hjælpeløs.
Og saa — ja, saa tog hun paa at pusle sig nordover, den samme Vei, som hun var kommet.
Dermed var Bagste-Birtes store Reise gjort; — for allerede Dagen efter sad hun atter ved en Bagstefjæl i sin Hjemgrænd.
— Dage, Uger og Maaneder gik, og fra Oline hørte hun intet.
Endelig skulde Jens Sundre igjen gjøre en Tur nedover, — kanske helt til Langestrand, mente han.
Og Birte bagte i to Dage for ham — mod Tilsagn om, at hvis han kom til Langestrand, saa maatte han spørge Oline op og faa Rede paa, hvordan hun havde det.
