Side:Per Sivle - Streik.djvu/56

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Denne siden er godkjent


«Du Mor, — maa Kvinnfolka gifte sei for aa bli Kjærringer?»

Jo, det var nok saa.

«Har du ossaa vært gift, da, Mor?»

Nei, gubetre, — Birte havde nok ikke det.

«Ja, men hossen kan dom kalle dei for Bugstekjærring, da — da?»

— — Aa ja, hun havde godt for sig, og pen var hun, og snil var hun ogsaa i Grunden, flygtig og vidtløftig af sig rigtignok; men — Herregud — hun var jo bare Ungdommen endnu, og det vilde nok rette sig med Aarene. — «Je trur naa lel, atte hu bli te noe, hu Oline,» var gjerne Omkvædet, naar hun talte om Datteren.

— Saa kom Jens Sundre, Kræmmeren, hjem fra en Tur til Brofos. Han havde mange Hilsener og tre Kringler med fra Oline til Mor hendes; hun tjente hos en Landhandler, spiste Bykage og andre gode Sager til hver evige Dag, og havde ikke stort andet at bestille end gaa i Stasklær og dalle med to Tvillingunger.

Den, som blev glad, var Birte. Og med første Leilighed sendte hun nedover en Tine, som foruden et Forklæde og et Par Sko ogsaa indeholdt seks Lefseklinger, saa fine som Birte havde kunnet bage og skjære dem.