I 37 Aar havde han Vært Sagarbeider; i 17 Aar havde han staat ved Cirkelsagen paa Humlevik Brug, og de runde, blanke Staalskiver med sin Mangfoldighed af hvasse Tænder havde villigt lystret hans Ledelse og skaaret op Tusener af Tømmerstokke under sin lynsnare Kredsen om sit eget Midtpunkt, — uden saa meget som at hugge en Tand i Sagstyrerens øvede Hænder. — Og saa skulde det komme alligevel, — Gud ved, hvordan det kunde gaa for sig — den gamle Mand begreb det ikke selv —; han har vel et Øieblik staat saadan i sine egne Tanker, mens Stokken gled henover Banen og blev Tomme for Tomme til Planker — kanske har han Vendt sig en Smule til Siden — — — og saa var det gjort, i en Brøkdel af et Sekund. Han husked, at han pludselig kjendte som et brændende skarpt Piskeslag over det venstre Haandled; men da han skulde se til, saa var Haanden borte, og den hvide Benpibe stak frem i det røde Kjød.
Ole Augustinussen var en stærk Mand, han besvimed ikke. Han var i samme Øieblik klar over Stillingen, han vikled resolut sin tømte Madpose om Armstumpen og raabte paa Folk, at de maatte springe efter Doktor. Værkets faste
