Læge bodde lige ved, og heldigvis var han hjemme; han kom i en Fart og fik Armen forbundet.
Saa blev Ole Augustinussen kjørt hjem til «Kaalrabien» og lagt tilsengs.
— Det kunde vel være en Uges Tid eller saa efter Katastrofen. Den gamle havde Saarfeber.
«Hans Teodor,» sagde han med êt — lavt, men indtrængende, «Hans Teodor, hvor ble hu a?»
«Hvem?»
»Hanna! — Hanna vel, skjønner du! — hvor ble hu a'?»
«Du er saa sjuk, naa Far, — bare lig stille — — — saa skal jei fortælle dei det siden.»
Nei, han vilde vide det straks! Han blev ivrig — hidsig.
Og Hans Teodor fortalte da paa lempeligste Maade Sandheden, som var den, at Haanden maatte være faldt ned under Saghusgulvet, sammen med Sagmugget; men det havde ingen kommet til at tænke paa, da, med det samme. Det traf sig ogsaa slig, at en Mand just var nedenunder og holdt paa at skovle Sagmugg; og han havde ingenting set. — Siden havde baade Hans Teodor og andre atter og atter ledt og gravet i den vældige Sagmuggmasse — desværre uden Resultat.
