men det rykked og dirred ham i de furede Kinder og om den stramme Mund.
— Jo, de var godt pakket, de tre Rum hos «Herregud i Kaalrabien». For saa var det endnu Sønnen Hans Teodor. Og han var det gildeste, Ole Augustinussen havde igjen efter sit slidsomme Liv. Det var en staut, arbeidsdygtig Gut, høi og bredskuldret som Faderen, letlynt og snil, kraftig i Arm, men heller vêk af Sindelag. — Ogsaa Hans Teodor havde Arbeide paa Humlevik Brug; og hvad der især var heldigt: han var en af de faa, som ogsaa om Vintren havde stadig Beskjæftigelse dersteds — med Sneskufning og hvad ellers kunde falde for at holde Bruget i Orden. Uden dette beskedne Erhverv er det mer end sandsynligt, at Folkene i «Kaalrabien» den Vinter havde vært henvist til ligefrem at sulte, eller til Fattigkassen — eller nok helst begge Dele.
— Det var dog ikke bare den stansede Brugsdrift, den strænge Frost og Stines Ufærd, som gjorde det Aars Vinter i saa særlig en Grad tung og trist for Familien i «Kaalrabien», — der var ogsaa kommet noget andet til. En af de sidste Dage, Bruget var i Virksomhed Høsten forud, blev nemlig Ole Augustinussen gjort til en vanfør Mand — vanfør for hele Livet.
