eller tiende, — det maatte i ethvert Fald blive til Pukstén. — Og saa det næste, og saa det næste og det næste — —. Det hjalp ikke, at Stenen spruted Gnister og sylspidse Fliser under Hammerslaget; for selv om den en og anden Gang kunde se sit Snit til at kløve en Læbe eller knuse et Glas i Skjærmbrillerne og slaa et Øie ind, saa var der nok af Næver til at tage Hammeren op igjen og hugge løs.
— Den store, bruugaa Puksténs-Dynge vokste og vokste fra Dag til Dag og strakte sig — som et Uhyre af en dvask, skjællet Slange — Tomme for Tomme længer henover under Almealléen bag Planeringen.
Gaderne skulde jo istandsættes efter Vintrens Tæle og Vaarens Søle; og da trængtes der Pukstén, først og fremst Pukstén.
Ikke at forveksle med Brostén. Nei, Brostenene ligger i enhver Henseende et Trin høiere; de ligger oppe i Dagen, — derefter er ogsaa deres Form afpasset. De sættes omhyggeligt ned én for én, stilles i Rader og Rækker som stemmeberettigede i Mandtalsførerens Protokol — saa og saa mange Hundreder, saa og saa mange Tusener.
