Der er noget, som kaldes Pukstén.
Pukstén er en Masse, — som saadan laves den, og som saadan bruges den.
Nu fortiden har man ogsaa Maskiner til at hugge Pukstén med; det gaar jo fortere, og I Stenen blir mere ensartet jævn — lader sig lettere «pukke».
Men tidligere besørgedes Hugningen udelukkende af Menneskehaand. En meiselformet, staalsat Hammer i den høire Næve, den venstre forsynet med en tyk Vante, Skjærmbriller for Øinene og Skjærm for Panden, — slig var en Puksténs-Hugger udrustet.
Naar Stenstykkerne var sprængt ud af Fjeldet og bragt hen paa en passende Plads — som under Almealléen bag Langestrands Kai —, saa kom Hammeren i Virksomhed. Stenstykket kløvedes og hakkedes. Gav det ikke efter for det første eller andet Slag, saa dog kanske for det niende
