Med Pukstén gjøres der ikke saa mange
Omstændigheder. Det er nok, at man maaler den
i saa og saa mange Læs eller saa og saa mange
Kubikmeter, breder den igrams udover Gaden,
pukker den ned til et jævnt Lag og dækker det
hele med Sand.
— Og saa kan den værdige Borgerpatricier sætte sig mageligt tilrette i sin Stasvogn ved sin naadige Frues Side, — de vælige Heste stamper og tygger Skum, Kusken knalder med den lange Kjørepisk, og Vognen ruller raskt henover, uden at støde, uden at dumpe.
Thi Banen er fast og sikker.
Der er solid Loyalitet under.
Kompakt sammenpukket Loyalitet.
Puksténs-Loyalitet.
— — Men en enkelt Gang hænder det, at der farer en Uregjerlighedens Aand i den tunge dvaske Puksténsmasse bag Byens Kai. Og Pukstenen gjør Brud paa sin Bestemmelse — løser sig op i Stene, kantede, skarpe Stene, der saadan enkeltvis gir sig til at flyve løs om i Luften, og hvad værre er: ikke paa maafaa, men mod bestemte Maal. — Saa den værdige Borgerpatricier blegner, og den naadige Frue besvimer, og Kusken faar Ordre til at kiøre hjemad, alt hvad Remmer
