om at møde paa Madam Henriksens Sal Lørdag den 23de Juni — Sankthansaften altsaa — Kl. 8½ præcis, for at forhandle om den paatænkte Streik.
Det var ment at skulle gaa for sig i saapas Stilhed, at al Indblanding fra Principalernes Side kunde undgaas. Men «mange er Kongers Øren», siger et gammelt Ord, og den langestrandske Plankeadel havde nok ogsaa endel flere end de reglementerte to pr. Snude — havde dem til og med siddende paa et og andet Brugsarbeider-Hode. Vist er det, at Brugsherrerne i god Tid var fuldt vidende baade om Mødet og dets Formaal.
Og samme Lørdags Formiddag havde Brugseierforeningen Møde; man skulde raadslaa om Forholdsregler,
Meningerne var delt. Konsul Dahl var den eneste, som udtalte, at man dog kanske stod sig bedst paa at give etpar Indrømmelser i Lønningsregulativet. Men heri fik han ikke ringeste Medhold. — Nogen var der, som trodde, at det hele af sig selv vilde gaa op i Røg; for naar det kom til Stykket, saa turde Arbeiderne ikke — de turde simpelthen ikke! — Men utorskammet var det nu i ethvert Fald, saa de kunde have godt af en Sansekage — kunde de!
