skal vi inte lære de Nauta aa være folk!» mente Brugseier Wang-Melterud.
Men allermest var Provst Carlsen forbauset. Dog, han var nu alligevel den første, som magted at samle Situationen i et klart Overblik. — Ja, naturligvis var det den fordærvelige Tidsaand, den autoritetsstormende Oprørsdjævel, som her igjen stak Hestefoden frem! — her! — Men han skulde rigtignok — —! næste Søndag i Kirken og paa Bedehuset — —! — — — «thi Herrens Ord har Kræfter!» sagde han og klapped Brugseier Konsul Dahl paa Skuldren.
— Brugseierne havde hver paa sit Brug taget sine Arbeidere i Skole, hver paa sin Maade: fornemt formanende, overlegent truende, brutalt overhøvlende. — «Tror dere virkeli» — sagde Wang-Melterud — «at dere kan tvinge os? Det blir der, Fan ta mei, ingenting uta, skal jei si dere! — Det er inte for de Ørenes Skyll, — men dere skal lære aa forstaa, at det er vi, som har Magta.»
— Det havde altsammen ikke den tilsigtede Virkning.
Og det utrolige hændte, at der — rigtignok underhaand og med Paalæg om Taushed udadtil — blev udstedt Opfordring til Brugsarbeiderne
