Hopp til innhold

Side:Peer Gynt.djvu/224

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Og her er profeten, færsk og saftig.

Her stinker, som skrevet står, af løgne,
så en ærlig man kan få vand i øjne.
Dette svøbet, som rulles blødagtigt sammen,
det er herren, der leved i fryd og gammen.
Det næste tykkes sygt. Det har svarte strenger; –
svart kan ligne både prest og neger.
(plukker flere på engang)
Det var en ustyrtelig mængde lag!
Kommer ikke kærnen snart for en dag?
(plukker hele løgen op)
Nej-Gud om den gør! Til det inderste indre
er altsammen lag, – bare mindre og mindre. –
Naturen er vittig!
(Kaster restene fra sig)
Fanden måtte gruble!
Går en i tanker, kan en letvindt snuble.
Nå, jeg kan forresten ad faren flire; –
for jeg ligger bundfast på alle fire.
(Klør sig i nakken)
Underligt stel, det hele røre!
Livet, som det kaldes, har en ræv bag øre.
Men griber en til, sætte Mikkel på spring,
og en fanger noget andet – eller ingenting.
(hen er kommen i nærheden af hytten, får øje på den og studser:)
Denne stuen? På moen! Hå!
(gnider øjnene)
Det er plent
som jeg engang skulde det bygværk kendt.
Rensdyrskallen, som spriker over gavlen!

En havfrue, skabt som en fisk fra navlen!

Løgn!