Hopp til innhold

Side:Peer Gynt.djvu/223

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Der står jo også; af jord est du kommen.

Hvad det gælder i livet, er at fylde vommen.
Fylde den med jordløg? Det lidet moner;
jeg vil være listig og sætte doner.
Her er vand i bækken; jeg skal ikke tørste,
og får dog mellem vilddyr regnes for den første.
Når jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske,
så kryber jeg under et vindfældt træ;
som bamsen en løvhoug jeg over mig kaver
og risper i barken med store bogstaver:
Hver hviler Peer Gynt, den skikkelige fyr,
kejser over alle de andre dyr.
Kejser?
(ler invendig)
Du gamle spåmands-gøg!
Du er ingen kejser; du er en løg.
Nu vil jeg skalle dig, kære min Peer!
Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.
(tager en løg og plukker svøb for svøb af)
Der ligger det ydre, forrevne lag;
det er havsnødsmanden på jollens vrag.
Her er passager-svøbet, skralt og tyndt;
har dog i smagen en snev af Peer Gynt.
Indenfor her har vi guldgraver-jeget;
saften er væl, – om det nogen har ejet.
Dette grovskind her med den hårde flig,
det er pelsværksjægeren ved Hudsons-vik.
Det indenfor ligner en krone; – ja tak!
Det kaster vi væk uden videre snak.
Her er oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.