Side:Peer Gynt.djvu/214

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Vi vil ej granske hjerter eller nyrer; –

det er ej hverv for støv, men for dets styrer; –
dog fri og fast det håb jeg taler ud:
den mand står knapt som krøbling for sin Gud!
(Følget skiller ad og går. Peer Gynt bliver alene tilbage)

PEER GYNT

Se det, det kalder jeg kristendom!
Slet intet, som greb ens sind uhyggeligt. –
Ja, emnet, at være sig selv uryggeligt, –
hvad præstens præken drejed sig om, –
er også i og for sig opbyggeligt.
(Ser ned i graven)
Var det kanske ham, som hug sig i knogen
den dag jeg lå på storhugst i skogen?
Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min stav,
på randen af denne åndsfrændes grav,
så kunde jeg tro det var mig, der sov
og sanddrømt hørte min pris og lov. –
Det er rigtigt en vakker kristelig skik,
at kaste et såkaldt erindringsblik
velvilligt over den henfarnes dage.
Jeg har intet imod, min dom at tage
af denne værdige sogneprest.
Nå, der er sagtens en stund tilbage,
før graveren kommer og beer mig til gæst; –
og, som skriften siger: bedst er dog bedst. –
og iligemåde: den tid den sorg, –
endvidre: tag ikke din ligfærd på borg. –
Ja, kirken blir dog den sande trøster.
Jeg har ikke skattet den synderligt før; –