Denne siden er ikke korrekturlest
Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skøtte
- som bedst, og der, hvor stien faldt for styg,
- slog manden toug om ham til tag og støtte; –
- de andre bar han frem på arm og ryg.
- Så sled han år for år; og de blev mænd.
- Her var vel skæl at kræve ligt igen.
- Tre velstandsherrer i den nye verden
- har glemt sin norske faer og skolefærden.
- Han var en kortsynt mand. Udover ringen
- af dem, ham nærmest stod, han intet så.
- For ham lød meningsløst, som bjelders klingen,
- de ord, der malmfuldt skulde hjerter nå.
- Folk, fædreland, det lysende, det høje,
- stod stedse slørt af tåger for hans øje.
- Men han var ydmyg, ydmyg, denne mand;
- og fra sessionens dag han bar på dommen,
- og visst, som han på kind bar blygsels brand
- og sine fire fingre gemt i lommen. –
- En brotsling imod landets lov? Ja vel!
- Men der er et, som lyser over loven,
- så visst, som Glittertinds blanke tjeld
- har sky med højre tinderad foroven.
- Slet borger var han. Og for stat som kirke
- et gangløst tre. Men hist på hejens hvælv,
- i slægtens snevring, hvor han så sit virke,
- der var han stor, fordi han var sig selv.
- Den klang, han skabtes med, den blev sig lig.
- Han færd var langspil under spånens dæmper.
- Og derfor fred med dig, du stille kæmper,
- som stred og faldt i bondens lille krig!
