Side:Peer Gynt.djvu/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet –

PEER GYNT

Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!

ÅSE

Der er saltrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, –
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der jan kom fra Kjøbenhavn,
spurgte deg som døbenavn,
bandt på at sligt et nemme
sakned magen prins derhjemme,
så at faer din gav han hesten
med en slæde tol, som tak
for den vennesæle snak, –
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang der dagstødt, åd og drak,
fyldte seg, så fast ed sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da 'Jon med skæppen'
tog ivej med kramkarl-skræppen.
(tørker øynene med forkledet)
Ak, du er dog stærk og stor,