[Hovind] 15de September.
En stor Deel af Aftenen tilbragte Damerne med et flaut Spil, kaldet Rabus, som jeg hverken forstaaer eller vil forstaae. Ligesaa lidt forstaaer jeg, hvorledes den tænksomme og tolerante Moer Koren kan ellers i sin Dagbog ivre mod det tidsmyrdende, selskabelig Glæde forstyrrende Spil, og saa i den meest udsøgte Vennekreds tilbringe hele Timer med dette uinteressanteste af alle Spil. Saa egoistisk inconsequente ere vi Mennesker, og saalænge vi ei bryde Staven over andre, idet vi selv synde omtrent paa samme Maade, faaer det gaa paa den menneskelige Svagheds Regning.
[Christiania] 17de September.
Da jeg havde læst med Confirmanderne gik jeg ind til Mad. Lange,[1] som endnu ligger stille hen og venter længselsfuld sin Forløsning. En saadan Dødsseng er det glædeligt at staa ved; man seer en rolig Død som Løn for et vel ført Liv. Stille og ubemærket gik hun sin Bane frem. Verdens kloge Børn satte ingen Priis paa hende; men jeg og min Kone kjende og elske hende og skulle hædre hendes Minde, saalænge vi ere til. I sine velopdragne Børn har hun sat sig et Hædersminde, skjønnere end om hun havde efterladt sig en halv Snees samlede Værker.
21de September.
Den besynderlige Grundtvig! Hans store Kjendskab til Oldtiden, hans Gave til at indtrænge i dens Aand, hans digteriske Anskuelse, hvo maa ei beundre dem? og hvo maa ei tillige elske dette varme Hjerte, som fremlyser overalt? Men naar han saa i sine „Optrin af Nordens Kjæmpeliv“, som jeg nu har udlæst, henfører alt til Christendommen, naar han kun derved troer at bevare sin Pen uvanhelliget,
- ↑ Christiane Lange, f. Holst, Enke efter Magazinforvalter Alex. Lange og Bedstemoder til Rigsarchivar Chr. Lange.
