som jeg gjerne vil undertrykke, at Mennesker, jeg kjender meget vel, at endog en meget kjær Ungdomsven[1] af mig er middelbar Deeltager i denne Affaire. Maaskee tager jeg feil, og det skal inderligen glæde mig, men da jeg ogsaa passerer for en Mand af Talenter, der vel ikke vare saa aldeles ubrugbare, naar jeg for Alvor anvendte dem for eller imod en Ting, saa skulde jeg næsten troe, at Vedkommende kjende mine Grundsætninger bedre end Schmidts, og derfor vente af ham, hvad de med Grund formode aldrig at kunne vente af mig.
[Hovind, Ullensaker][2] 14de September.
Jeg gjorde idag Bekjendtskab med Præsten Mørch,[3] Sorenskriver Korens nærmeste Naboe, en aldrende, blid, retskaffen og vist ikke ulærd eller ucultiveret Mand. Han har ikke drevet det videre end til at blive residerende Capellan, og maa ventelig ende sine Dage som saadan, hvormed han ogsaa er tilfreds, da han og hans Kone, et værdigt Pendant til Baucis og Philemon, have nødtørftigt Udkomme og ere børnløse. Mod Aftenen vandrede han hjem, skjønt man anmodede ham om at blive. Han gjør sig Samvittighed, den redelige Mand, over at være en eneste Aften borte fra sin Kone. „Hvem veed“, sagde han, „hvor længe en skal være sammen? Saa ankede man blot paa, at man ikke havde nyttet Tiden medens man kunde.“ Ja! i den ædleste, meest uvanhellige Betydning kan man her udbryde: o sancta simplicitas! Hvor godt for Menneskeheden, om vi alle vare saa enfoldige!
- ↑ Udentvivl Peter Hount, Sognepræst til Berg og siden bekjendt som ivrig Ven af Foreningen med Sverige. Cfr. Pavels’s Autobiographi, S. 29 fg.
- ↑ Her boede Cancellisekretær og Sorenskriver over øvre Romerike Johan Koren, Pavels’s Venindes Digterinden Christiane Korens Mand.
- ↑ Henrik Andreas Mørch, res. Cap. til Ullensaker.
