en god Maade kunde blive Feyring quit, da han „ved sin tærgende Kulde stifter Splid og Kulde, hvor han kommer.“[1]
11te September.
Jeg fik igaar et Brev fra Stiftsdirectionen, hvori den udbad sig min Erklæring hvorvidt jeg troede det gjørligt og raadeligt, at Slotskirken nedlagdes, og begge Menigheder i Forening benyttede sig af Byens Kirke. Denne Erklæring skrev jeg idag. Da Biskoppen ikke havde udtrykt sig ganske tydeligt, antog jeg, at Menighedernes fælles Brug af Kirken kunde ske paa to Maader: naar begge hver for sig benyttede sig af den paa forskjellige Tider, og naar de sammensmeltedes til een Menighed. Det første vilde med Hensyn til den Sag, som havde givet Anledning til dette Spørgsmaal, intet gavne, da hver fremdeles fik sine Omkostninger at udrede, vilde neppe heller være raadeligt, naar ei Nødvendigheden bød det, da ubehagelige Tvistigheder derved kunde opkomme, tildels af subjective Grunde, som jeg overlod til Directionen selv at gjette – Lumholtz’s Trættekjærhed og Stivhed nemlig. Den sidste Forandring derimod var i høi Grad ønskelig, og derhos mulig at iværksætte, kun lod det sig neppe gjøre, før Vacance i et af Kaldene indtraf.
12te September.
Schmidt skriver, at han ogsaa har faaet et svensk Brev tilsendt, ligelydende med det til Cappelen. Han var deri kaldet Doctor, men havde, trods denne Værdighed, hvortil man havde ophøiet ham, sendt dette „gemene Smøreri“ til Vicestatholderskabet. Der svæver for min Sjel en Tanke,
- ↑ Om Waisenhusets Skjebne i den følgende Tid se B. Moes Tidsskr. f. d. norske Personalhistorie, 1, S. 382–383. Det maatte kort efter Fideicommissets Opbud (1819) midlertidig nedlægges og traadte først 1851 atter i Virksomhed.
