at han lader sine bedste Helte og Heltinder gaae over til den christelige Religion, ja, naar han lader sine Omvendere tale med den meest fanatiske Intolerance, naar han næsten med rene Ord gjør Christendommen til den ene saliggjørende Religion, hvo kan da give ham Medhold? To charakteristiske Steder maa jeg afskrive. Det ene er af Fortalen. „Engang var jeg hartad tilsinds at brænde det hele Eventyr, da den afgudiske Snak, selv i Hedningemund, syntes mig forargelig, og al verdslig Skjaldskab en Sjels Overdaad, der ligesom dens legemlige Frænde svækker og sløver, idet den kildrer og gotter. I Hovedsagen er jeg endnu ikke langt fra samme Tanke, thi ogsaa i den Henseende er Christus det sande Viintræe, og hver Drue, som ei voxer derpaa, kan kun beruse, men aldrig styrke og opløste nogen ædrue Sjel.“ Det andet Sted er S. 183, hvor Thorkild vil omvende Gunnar og Høgne, to virkelig ædle Ynglige, som slet ikke ere gjenstridige mod Sandheden, kun endnu vel hengivne til denne Verdens Lyst og Guld, og desuden gjorte vaklende ved en ondskabsfuld Moders Spot. Da de nu ikke strax udbryde: „Vi troe paa Jesus!“ saa tiltaler Thorkild dem saalunde:
„I stande tause, Gjukunger! jert Sind
Er bundet til det gyldne Jordens Støv,
Og ei I vil med Himlens Ædelstene,
Med Hjertets Roe og Salighed det bytte.
Jeg kan ei tvinge jer; til Tro og Kjærlighed
Ei Tvang kan føre, men min Varselstemme
I Hallen høit skal runge, før jeg gaaer:
Hvis I ei vil til Herren jer omvende,
Da skal opfyldes Brynhilds Spaadom vist,
Og medens Orme eders Knokler gnave
Skal Sjelen gnaves af en værre Orm,
Som aldrig døer og aldrig den fortærer.“
Og med denne ægte dominicanske Floskel ender Optrinet.
