ligste Fiender“, og nu udbredte han sig vidt og bredt om denne Fiende, uden at nævne ham, for ret at gjøre os nysgjerrige, indtil det endelig kom ud, at det var bemeldte „Sind og Hu til Verden“.
8de Juni.
Med en Baad, som jeg havde tinget til Brevig, seilede jeg i Morges fra Arendal. Det gik godt i Begyndelsen, men saa blev Strømmen contrair, dernæst ogsaa Vinden. Ikke engang Risøer, som laa lige for os, kunde vi naae, men maatte vende om til Lyngøer, en god Havn, hvor man imidlertid paastod der var intet ordentlig Gjæstgiveri, hvor altsaa en Skipper, som modtager Fremmede, af lutter Godhed, men sandelig ikke gratis, modtog mig, Niels og Tøiet. Ud af Huset kunde man ikke gaa uden at klavre opad nogle bratte, nøgne Fjelde. Jeg søgte altsaa at forkorte Tiden ved Læsning i Oxenstjernes Moralske Tanker, som jeg medbringer, men en stor Deel af denne Mands Raisonnements kan jeg ikke faae ind i mit Hoved. Han synes at være en Mand, der vender Ryggen til Verden, fordi den først har slaaet Haanden af ham, trøster sig over dens Uretfærdighed ved at skjælde den Huden fuld og gjør en Mængde eensidige Reflectioner, som den rolige, upartiske Iagttager aldrig vilde gjort. Naar han roser, overdriver han ogsaa. Dette Skrift har hidtil været som en symbolsk Bog i min Familie, endog min Moder, hvis Characteer dog vist afviger meget fra Oxenstjernas, gjør mangfoldigt af den, men jeg forudseer, at den for Familien i nedadstigende Linie vil have langt mindre Værd.
9de Juni.
Vinden gik i Morges om til Sydvest; jeg betalte den meest uforskammede Regning, der endnu er gjort mig paa den hele Reise, og gik i Baaden. Vi seilede 3 Mile udenskjærs,
