der ei er notorisk uduelig eller fordærvet, noget lignende – det er rigtignok tungt.
4de Juni.
Jeg tog Natteleie hos Præsten Grøgaard paa vestre Moland.[1] Vi havde aldrig seet hinanden før, men havde ikke været sammen en halv Time, førend vi, ved vore mange Berøringspunkter, alt vare meget gode gamle Venner. Han er en af Norges særdeles oplyste og dannede Religionslærere, en Mand, som man virkelig lykønsker sig med at komme i Bekjendtskab.
5te Juni.
Skrækkelige Historier fortaltes mig i Morges om en middelaldrende Præst[2] her i Provstiet, et af de gyseligste Beviser paa moralsk Nedværdigelse, jeg nogensinde har hørt. Han skal have været en talentfuld og, som det syntes, retskaffen Mand; den høist agtværdige Jacob Aall paa Næs bad mig endog engang i Kjøbenhavn at tale hans Sag for Cancelliepræsidenten, og det vilde han vist ikke have gjort, dersom han ikke havde troet ham Anbefaling værdig, men paa nogle Aar er han bleven et saa ryggesløst fordærvet Menneske, at man vanskelig finder hans Lige. Ikke nok med at han er yderst forfalden til Drik; de skjændigste Ukydskhedshistorier fortælles som notoriske om ham, og Kronen har han sat paa det alt ved følgende Bedrift: Hans Fader var død og Familien var samlet for at gjøre oekonomisk Aftale. Ved Middagsbordet beklagede Præsten, at der ikke var Viin paa Bordet, hvortil Moderen svarede: „Vinen er dyr, min Søn, og naar de andre nøies med Øl, kan du ogsaa.“ Det gik
